Baggrunden for NaturØen

NaturØen afholder kreative og naturdannende retreats for børn og unge i det Bornholmske vildnis. Et retreat er en tilbagetrækning fra dagligdagens ræs og distraktioner. Alle, børn såvel som voksne, kan have brug for at trække sig tilbage og få et pusterum fra f.eks. telefoner, computere og teknologiske lyde, som er stressfaktorer, og som forstyrrer ens evne til at fordybe sig. Al forskning viser, at natur og oplevelser i naturen har en stressreducerende effekt. Naturen kan fungere som understøttende ramme, hvor man kan fordybe sig uden distraktioner. Meget forskning viser også at man bliver mere kreativ af at tilbringe tid i naturen.

Roen i naturen kan findes på mange forskellige måder - i højt tempo, gennem meditation eller kreativ udfoldelse.

NaturØen er et miks af forskellige ”sportsgrene” og inddrager elementer af yoga, mindfulness (f.eks. cirkelceremonier), spejder (vi laver mad over bål) og kunst. Gennem kunst fordyber børnene sig, og lærer samtidig om naturen. NaturØen sammensætter programmer af længere varighed fra 3 timer til hele dagsprogrammer, hvor børnene får mulighed for at fordybe sig og udtrykke sig kreativt.

Formålet med NaturØen er at bruge naturen, til at styrke børns og unges mentale og psykiske velvære gennem nærværende, sanselige og kreative oplevelser i naturen. NaturØen fokuserer også på naturdannelse, hvor barnets forhold til naturen styrkes gennem kropslig og fysisk interaktion med naturen.

NaturØen er stiftet af marinbiolog, Emilie Hejlesen. Emilie er uddannet fra Københavns Universitet, og flyttede til Bornholm med familie i 2021. Hun er mor med stort M til Alexander på 5, og bruger meget af fritiden i naturen. Hun har en baggrund som underviser i Folkeskolen og formidler som marinbiolog til turister og grupper af børn og unge på Bornholm.

Om Bornholms Natur

Alle retreats foregår på Bornholm, i Bornholms vildnis. Bornholm har en rig og varieret natur. Cirka 23 % af Bornholm er skov. Bornholms skove er meget frodige og ligner til forveksling mange steder en tropisk jungle. Det bedst kendte skovområde på Bornholm er Almindingen, som er den 5. største skov i Danmark, der ligger centralt på midten af øen. Her finder man også Danmarks højeste vandfald på omkring 20 m. Nord på øen ligger Hammershus og Slotslyngen. Her er landskabet mere præget af krat, lyng og lavtvoksende buske og træer.